Eksklusivt interview med Joan Ørting
Af katrineholck d. 09. jul, 2012 Kommentarer: 1.Jeg er simpelthen OVERBEVIST om, at hvis vi er opmærksomme på, hvilke signaler vi sender og lærer at bruge dem rigtigt, så er det indlysende nemt at få hvad man vil ha´.
Emnet tiltrækning er ualmindelig interessant, for hvordan tiltrækker vi det vi gerne vil? Joan Ørting er oplagt at spørge til råds og det har jeg så gjort i dette eksklusive interview om tiltrækning mellem mennesker.
Læs interviewet og prøv det så i praksis. Det virker ganske glimrende.
Katrine:
Først lidt om selve ordet TILTRÆKNING – hvad er din definition?
Joan:
”Tiltrækningskraft er det samme som polaritet. Det betyder, at der er to forskellige poler der tiltrækker hinanden, en sydpol og en nordpol, en minuspol og en pluspol.
Oversat betyder det i min verden, at vi tiltrækker vores modsætning. En meget feminin kvinde tiltrækker en meget maskulin mand, en meget maskulin kvinde tiltrækker en meget feminin mand. Hvis vi har 30% feminin essens, vil vi tiltrække en mand, der har 30% maskulin essens. Det er sådan tiltrækningskraft fungerer”.
Katrine:
Det ville være interessant at vide, om vi virkelig kan tiltrække et andet menneske bevidst. En speciel type måske; eller chefens opmærksomhed, og hvordan vi gør det. Har du et bud?
Joan:
”Personlig fremtræden betyder meget i forhold til, hvad vi ønsker skal ske. Ønsker vi at tiltrække en partner, så betyder det alt, hvordan vi virker, eftersom hvilken type mand vi går efter. Går vi efter en maskulin mand, handler det for kvinden om at være så udstrålende og åben som muligt…. det kan også oversættes med at være mere krop end hoved. Eller at vide, at det er den åbne kvinde der sender stråler ud, som mændene vil spotte (hun sender lys ud og hun kan lege. Mænd spotter altid kvinder der kan lege).
Ønsker vi at opnå at få en særlig stilling, så er den personlige fremtræden selvfølgelig også alfa omega. Den er vigtigere, end det vi siger. Hvis kvinden tænker ”Jeg er åben og sender hjertevarme over til chefen” så vil den samtale virke meget behagelig på ham. Han kan spejle sig i hende, og selv slappe af og mærke sig selv og hende, i stedet for at komme oppe fra hovedet og tænke om hun er velegnet. Han kan mærke, at hun er velegnet til jobbet, fordi hun er behagelig og nærværende at være sammen med. Hun har ikke travlt med hele tiden at tale og bevise sit værd. Hun hviler i sig selv”.
Katrine:
Men hvis vi selv kan bestemme, hvorfor gør vi det så ikke allesammen bare? Går ud og får det og den vi vil ha´? Hvad står i vejen for at udnytte vores fulde potentiale?
Joan:
”Jeg tror, at folk generelt ikke er klar over styrken af feminin og maskulin essens, hvor meget der er i det, hvor powerfuldt det er. Folk tror, at de skal virke kloge og sige en masse for at overbevise folk om hvor spændende de er. Faktisk keder vi os sammen med mennesker der taler for meget om dem selv, og som hele tiden er i hovedet i stedet for i kroppen. Det bliver anstrengende og vi føler os trætte. Men ”at være åben og sende stråler ud”, er ikke helt let. Det skal øves og vi skal tage bevidste beslutninger om, at det er det vi vil. Det sker ikke af sig selv.
De fleste mennesker i dag er så meget i deres hoved. De tør ikke forlade det. Eller de er ikke klar over hvordan de mærker sig selv, og hviler i sig selv. Mange kvinder tror, at det alene er tøjet og tasken og sminken der gør dem tiltrækkende. Nej det er ikke kun det. Det er måden hun bevæger sig på, hendes smil, hendes hjertevarme, hendes glæde, livet i hendes krop, energien og hvor gavmild hun er med sine feminine stråler.
Mænd elsker glade kvinder… de er ikke tiltrukket af lukkede cool kvinder, der spiller hard to get. Det er kun de ”dårlige” mænd der tænder på det: at fange byttet, men når byttet er fanget, er han ligeglad med hende. En lukket kvinde tiltrækker ikke-committede mænd. Åbne kvinder tiltrækker dybe og committede mænd”.
Katrine:
Ok. Så gi mig dine bud på de rigtige redskaber, Joan. Hvordan kan vi udstråle og sende personlig power til andre?
Joan:
Mit bedste råd til at udstråle personlighed og power er ved at turde blive set, og smile tilbage når nogen ser en. Give af sine feminine udstråling, smile og opføre sig ordentligt.
Når en kvinde opfører sig som en mand og drikker bajere og ser fodboldkamp i tv sammen med mændene, så bliver hun en af gutterne. Så ser mændene hende som en mand, fordi hun ikke er anderledes end dem. Jo mere forskellige vi er, jo større tiltrækningskraft. Når vi tør at stå med et åbent hjerte i vores sårbarhed og have øjenkontakt og smile, der er vi allerstærkest. Der virker vi allermest. Tør vi også bruge vores krop, og bruge kropssprog bevidst… lægge hovedet lidt på skrå, vrikke i takt til musikken, have feminine håndbevægelser, så er det umuligt ikke at få folks opmærksomhed.
Når du gerne vil gøre et indtryk, så sig bevidst til dig selv ”Jeg er åben, og jeg sender hjertevarme ud” så vil der ske noget med det samme. Folk vil føle sig interesserede i dit selskab, og du vil få masser af opmærksomhed. Så let og ligetil er det”.
______________
Joan Ørting har i dag Danmarks største sexologuddannelse på Christianshavn og i Ribe. Hendes CV er langt og rækker vidt – fra Danmark, til Indien, over London, Holland og hjem igen.


Spændende interview! Hvis mænd var mere mænd og kvinder mere kvinder, og begge mærkede sig selv bedre, ville de føle sig mere tiltrukket af hinanden? Spændende tanke…